Lars von Trier romantiserer og underspiller Jordens undergang i en grad, som man aldrig rigtig har set før. Han svælger i katastrofens æstetiske skønhed, men formår samtidig at fokusere på det menneskelige drama og især depressionens altopslugende væsen. Og det er dét, der gør “Melancholia” til en helt speciel oplevelse. Jorden går under, men der er ingen kaos, ingen brændende bygninger eller skrigende mennesker. Kun overdådige billeder og en fornemmelse af, at hvis en planet virkelig kolliderede med jorden, så ville Lars von Trier ikke tage det særlig tungt.
“Melancholia” er en underlig størrelse, der er lige så prætentiøs, sær og fantastisk som instruktøren selv. Den sidder ikke fast i kroppen på samme måde som “Antichrist”, men til gengæld er den noget så sjældent som en smuk og til tider opløftende film om vore planets endeligt. Og hvor mange film kan man lige sige det om?
Se også: Filmz TV: Filmz TV: Druk, dommedag og “Melancholia”-interviews
#51 Bruce 13 år siden
Jo jo, den skal bare være fair, 12 minutter osv.
#50 c) Det er Henrik Sass, som vil mere i medierne.
#52 Highland Park 13 år siden
Resten er foranlediget af Michaels gode råd om, hvordan man skal argumentere for sine synspunkter, hvis man vil gøre sig forståelig her på forummet.
Jeg har nu moret mig meget over forstoppelses derpå følgende indlæg. :)
#53 Høegh 13 år siden
Og som udgangspunkt synes jeg at det var en god film, og en film der nok vil vokse endnu mere i værdi hos mig, med tiden.
Men det er ikke Triers bedste, og på nogle områder fandt jeg den faktisk for lang i forhold til hvad den ville fortælle.
Tror det må være første gang jeg har ment det om en Trier film. Men her følte jeg at det ville have gavnet filmen en del hvis den var blevet trimmet en halv time ned. Synes begge af filmens halvdele led af at være blevet kørt lidt for langt ud.
Men jeg vil ikke udelukke at jeg måske vil ændre syn på dette efter at have set den igen.
Og ja, så bliver jeg aldrig en stor fan af Wagners 'Tristan und Isolde'. Der er for meget Daniel Steel over det, og i stedet for at supplere billederne, fjerner det fokus fra dem.
Selvom der naturligvis er en vis symbolsk betydning i at vælge netop det stykke musik, så var det for melodramatisk og forceret til min smag.
Dog passede det perfekt i afslutningen, hvor det hele gik op i en højere enhed.
Men overvejende synes jeg, som sagt, at det var en god film, med en fremragende stemning og dialog.
Den første del var oprigtigt morsom og fik mine tanker hen på Gosford Park, hvilket aldrig er dårligt. Samtidigt med at den hele tiden holdte fast i stemningen af at noget er helt galt, både med bruden og med universet.
Den anden del indkapslede frygten og fortvivlelsen ved dommedag på en elegant måde, uden konstant at vise skrigende mennesker der paniske løber rundt.
Det er nok den dommedagsfilm der mest effektivt har givet mig følelsen af, at nu er det slut. Og ja, så leverede Melancholia en slutning der i den grad blæste mig væk.
Det fantastiske skuespil skal også nævnes. Hvor især Kiefer Sutherland og Kirsten Dunst overraskede. Til dels fordi det var dem jeg havde de laveste forventninger til.
Ingen karaktergivning herfra, før jeg som minimum har set den én gang til.
#54 Nicki52 13 år siden
#55 Skeloboy 13 år siden
#56 Ambus 13 år siden
Et mesterværk, og efter første gennemsyn er jeg på en klar 6/6 (hvilket tydeligvis ikke gjorde sig gældende for det kærestepar der sad ved siden af mig i biografen. Der blev halvsovet og gabt så det knagede).
#57 Fellaheen 13 år siden
Hvor Offret er en hyldest til troen, til Ordet, så er Gud faktisk helt væk i "Melancholia". Og det er godt, for Triers kristne projekt fungerede aldrig rigtig, måske for ham selv, men ikke for os andre: den "transcendens" Trier formår at skabe er ikke religiøs, den er rent ateistisk og moderne, det er nemlig længslens. Melancholia er en meget længselsfuld film, et skrig, akkurat som Antichrist, og Trier har fundet sig selv i den klassiske moderne fortælling om det faldne menneskes råb om hjælp, om naturens grusomhed. I Melancholia er håbet og Gud en menneskelig abstraktion og det sublime opstår i kollapset mellem idé og natur. Der findes også kærlighed i Triers verden, men den er noget menneskeligt og skrøbeligt og den kan ikke ændre noget: det gør den dog ikke mindre signifikant eller smuk, den er bare en "magisk hule" midt i et ekspansivt kaos. Det er den samme åndens undergang som vi ser i f.eks. Aguirre: The Wrath of God og det virker så godt, menneskets undergang i naturen, selvom konklusionen er ond og gudløs.
Filmens første del lider under et lidt for mangfoldigt antal små fortællinger. Moderens karakter er latterlig og folk afslører altså ikke alt om, hvem de er, i bryllupstaler. Det er dumt, at Justine er reklamekvinde, hvad betyder det? Dramaet er i det hele taget lidt utroværdigt i meget af 1. del. Jeg elsker dog Udo Kiers karakter, der minder en om Triers humor fra Riget og fra diverse pressekonferencer. Et andet kritikpunkt er at Trier insinuerer en hekse-agtig kontakt mellem Justine og naturen, "i know things" siger hun og hun ved hvor mange bønner der er i glasset uden at have talt dem. Det leder igen hen på Triers lidt tvivlsomme kønssyn og alt det, men det er mere eller mindre irrelevant for filmen som kunstværk. I hvert fald i denne omgang.
"Melancholia" er naturligvis en film om depression, en film om at overgive universets eneste liv til den sorte intethed og samtidig om at håbe på dets overlevelse, eller snarere længes mod dets overlevelse, eller nej: begræde tabet af det og bisætte det under stor højtidelig til Wagners toner. For døden er skam sikker og den eneste faste klippe i Melancholia, der vel nærmest kan betegnes som en "dødsdans", et dommedagsritual. Triers film skildrer menneskets to fundamentale grundstemninger - og især forholdet mellem dem - med en visionær klarhed: kødets stemning og åndens stemning.
Min karaktergivning er organisk, jeg inddrager ikke alle filmens enkelte elementer og lægger det hele sammen, det er mere en følelse. Og jeg må sgu give Melancholia fuldt hus for dens overordnede indtryk på mig:
10/10
#58 MMB 13 år siden
Det lyder stort. :)
Du skriver, det er hans første rigtig gode film. Hvordan rater du hans andre?
#59 Fellaheen 13 år siden
Melancholia 9-10/10
Riget I og II 9/10
Europa 8/10
Antichrist 8/10
Dogville 7/10
De fem benspænd 7/10
Forbrydelsens Element 7/10
Epidemic 6/10
Breaking the Waves 6/10
Dogville 5/10
Manderlay 5/10
Direktøren for det hele 5/10
Har ikke set Idioterne og hans filmskolefilm.
Hvad med dig?
#60 MMB 13 år siden
Jeg har endnu ikke set en Trier film, og jeg skammer mig da også. :)
Du har forresten ratet Dogville to gange. ;)