Skakgeni eller tosse?

Fra feteret skakgeni til antisemitisk tosse. Det er den triste historie om den amerikanske skakspiller Bobby Fischer, der i 1970’erne tiltrak sig hele verdens opmærksomhed med sin på én gang excentriske og mesterlige spillestil. Dokumentarinstruktør Liz Garbus portrætterer enspænderen Fischer formidabelt i “Bobby Fischer Against the World”.

Året var 1972. Den kolde krig rasede, og linjerne mellem USA og Sovjetunionen var trukket faretruende skarpt op. Den ideologiske kamp kunne måske ikke kæmpes på den traditionelle slagmark, så da det unge, amerikanske skakgeni Bobby Fischer tørnede op mod den russiske mester Boris Spasskij ved verdensmesterskabet, holdt hele verden bogstavelig talt vejret. Det var storpolitik på et skakbræt. Fischer var på det tidspunkt 29 år, men allerede som 15-årig tog den splejsede knægt fra Brooklyn sensationelt titlen som amerikansk stormester i skak – som den hidtil yngste. Ikke overraskende, med tanke på den determination, han siden seksårsalderen havde lagt i spillet. Bobby simpelthen levede og åndede for skakken siden barnsben. Ikke just en livsstil, der udviklede hans sociale færdigheder.

Derfor er det også en noget excentrisk mand, der møder den samlede verdenspresse op til den store match i 1972. Først er Fischer slet ikke sikker på, at han vil rejse helt til Island for at spille mod Spasskij (men en opringning fra præsidentens rådgiver, Henry Kissinger, overtaler ham!), endelig er tv-kameraernes støj under spillet så stort et irritationsmoment, at Fischer er ved at trække sig og så videre og så videre. Men Fischer overvinder sine egne luner og står til sidst som vinder – og så kommer nedturen. For hvad skal skakunikummet nu?

At et skakspil kunne få verden til at stå på den anden ende kan være svært at tro i dag. Men Liz Garbus fortæller den utrolige historie om Bobby Fischers kometkarriere og efterfølgende fald fra tinderne så medrivende, at det synes som det mest naturlige. Både i det stor(politiske) perspektiv – Vesten mod Sovjet – og det lille – enspænderen mod, ja, sig selv faktisk. For Bobby Fischers største fjende var Bobby Fischer selv. Efter den store sejr over Spasskij i 1972 var Fischer kun en skygge af sig selv. Bukket under for det enorme mediepres måske? For hvordan kan man forvente, at en mand, der hele sit liv har levet på et lille hummer med intet andet end skakbøger og sig selv, kan klare det? Fischer gik i hvert fald i hundene, så konspirationer over alt omkring sig, løb væk med en kristen kult og blev glødende antisemit – trods sin egen jødiske baggrund.

Med hjælp fra et smægtende og groovy 70’er-soundtrack og ikke mindst et overflødighedshorn af sjældent set originalt tv- og billedmateriale sætter Garbus den særlige stemning i scene, der omgærede Fischer. Lige dele rockstjerneattitude og skør professor på samme tid. Især er de intime billeder af Fischer før, under og efter verdensmesterskabet, taget af Harry Benson, en tidligere fotograf fra Life Magazine, nær ved ikoniske i deres tydelige isolering af den sære og geniale mand. Det er Fischer i sort/hvid, med ryggen til verden, alene i den brutale, islandske natur, der indprenter sig. En mand, man ikke kunne hverken nå eller gøre sig forhåbninger om at forstå. Men ikke desto mindre overordentlig fascinerende.