Brudepiger
Udgivet 21. jul 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Kvinder kan ikke være sjove. I hvert fald ikke lige så sjove som mænd. Hvor mange gange er man ikke stødt på den frastødende kliché? Med “Brudepiger”, hvis rollebesætning nærmest udelukkende består af kvinder, er den påstand én gang for alle manet i jorden for bestandig. Halleluja og amen.
Men Annie har tilsyneladende en konkurrent i skikkelse af Lillians arbejdsveninde Helen: en gudesmuk, velbjerget kvinde, der lever og ånder for at arrangere perfekte sammenkomster. Annie kommer dårligt fra start med en middag på en tvivlsom brasiliansk restaurant for det brogede slæng af brudepiger. Tyndskid over hele linjen – og så midt under den store kjole-fitting. Og derfra går det bare støt ned ad bakke for stakkels Annie.
Et gran af virkelighed og alvor trænger sig på i form af Annie-karakterens baghistorie, som hun selv joker ironisk med: “Hvem får den åndssvage idé at åbne et konditori midt under en finanskrise?” Annie er gældsplaget, deler lejlighed med et mere end sært søskendepar fra England og balancerer konstant på randen af fornuft og hysterisk anarki. Hvad for en veninde kan ikke engang arrangere en ordentlig polterabend? Eller stikke en pind i en lort uden at ødelægge både pinden og lorten? Af både statur og talent gør Wiig sin karakter identificerbar. Som Tina Fey er Wiig måske ikke en klassisk skønhed, men nye vinde blæser glædeligt i Hollywood og gør plads for kvinder, der for bare få år siden udelukkende var hensat til kødløse og kønsløse biroller. Kristen Wiig, Maya Rudolph og Tina Fey danner fortrop i en længe ventet, nærmest feministisk revolution inden for filmkomedien. Og publikum er mere end klar. Det vidner filmens enorme succes i hjemlandet om, hvor “Brudepiger” sågar har vippet begge “Sex and the City”-film af pinden hvad angår bioindtægter.
“Brudepiger” føles faktisk som en lille revolution inden for den romantiske komedie trods historiens mere eller mindre traditionelle forløb. Med sit stærkt overvejende kvindelige cast, absolut ingen berøringsangst, hvad angår tabuer som (kvinders) sved, opkast og ikke mindst tyndskid, og et ofte legende, improviseret feel, er den en kærkommen fornyelse af genren og et stort skridt i den rigtige retning mod ligestilling inden for den ellers mandsdominerede komedie. Selv filmens soundtrack oser af feministisk manifest: Blondie, Hole, Fiona Apple og den gamle rock ‘n’ roll’er Wanda Jackson er således alle repræsenteret.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet