Den er mere politisk end “Black Panther”.

T’Challa gjorde alverdens sorte ‘Wakanda Forever’-stolte over endelig at få en egen Marvel-helt, der ikke bare var sidekick for en hvid Captain America. I år er det kvindernes tur.

Men hvor den afrikanske arv plot-klogt blev flettet ind som en organisk del af “Black Panther”, så er kvindekampen i “Captain Marvel” mere symbolsk end substantiel.

Carol Danvers møder ganske vist flere hvide, vrede mænd, som hun sætter på plads med støtte fra kvinder, enlige mødre, minoriteter og flygtninge med en anden hudfarve, men det har ikke samme bund, som da Killmonger krævede hævn over den hvide verden.

Det er en feminist-politisk Marvel-film i ord, men aldrig for alvor i handling.

Her handler det mere om at få tilføjet Captain Marvel til MCU-galleriet, så mindst én Captain overlever “Endgame” i næste måned.

Det sker i en lille origin story, der blander Thors første møde med Jorden og Guardians-holdets kosmiske kamp langt væk herfra.

Her er den fremmedes blik på planeten Jorden, som den så ud i 1995 med fysiske Blockbuster-butikker og langsomt internet.

Den del er sjov, men også underbrugt. Fortids-fortællingen er mest et belejligt manuskriptgreb for at presse endnu en karakter ind i Marvel Cinematic Universe.

Prequel-løsningen tilbyder også en række pudsige tilføjelser til universet. Som historien om hvordan Nick Fury mistede sit ene øje – og navngivningen af ‘The Avengers’.

Det er hyggelig fanservice a la “Rogue One”, der fylder små huller ud i den samlede Marvel-mytologi.

Bedst er skrull-skabelserne, der invaderer Jorden med evnen til at skifte form. Det giver tegneserie-paranoia og et slagsmål med en gammel dame på toget. Alle kan være skurk.

Derfor kan kun Carol og Fury stole på hinanden, hvilket betyder “The Winter Soldier“-roadtrip for at løse mysteriet om fortiden. Hvem er hun – og hvordan hænger det sammen med den intergalaktiske krig imellem kree og skrull?

Den team up-strategi er igen god, som den var, da Steve Rogers og Black Widow tog på tur, eller som i det seneste tilfælde med Thor og Hulk i “Ragnarok”.

Særligt er CGI-behandlingen af Samuel L. Jackson som Nick Fury imponerende. Den digitale botox er nærmest perfekt, hvilket fuldender illusionen om tidsrejse tilbage til 1990’erne.

Samtidig peger “Captain Marvel” frem mod et mere kosmisk MCU. Her udspiller en større krig sig med laserskud farvet grøn og lilla, så der pædagogisk kan kendes forskel på de stridende parter.

Alt sammen ikke alene pædagogisk, men også pænt. Og lidt sikkert. Eneste reelle nyskabelse er katten, som æder et easter egg, der rimer på “Infinity War”.

Så selv om “Captain Marvel” i optakten har været mere politisk end “Black Panther”, så tror jeg ikke, at alverdens kvinder efter premieren vil råbe ‘Women Forever’.

Dertil er “Captain Marvel” for almindelig en Marvel-film, der nær slutningen rutineret lægger op til “Avengers: Endgame”, da… Fortsættelse følger.