Edderkoppen
Udgivet 3. dec 2007 | Af: The Insider | Set på DVD
Dansk tv-underholdning er blevet en så prestigefuld institution, at man sjældent finder andet end kongerigets ypperligste skuespillere foran kameraet. Det gør sig også gældende her i “Edderkoppen”, som besidder et af de bedste danske tv-ensembler til dato. Skuespillere er tydeligvis blevet hyret på baggrund af deres evner og ikke deres popularitet. Jakob Cedergren fik sit store gennembrud i “Edderkoppen” og er superb som historiens ambitiøse og ideologiske helt, journalisten Bjarne Madsen, der optrævler en omfangsrig sammensværgelse, der forbinder ordensmagten med den kriminelle underverden. Lars Mikkelsen er Cedergrens ligemand i rollen som Bjarnes storebror, Ole, som journalisten forgudede som barn, men nu foragter for hans samarbejde med nazisterne under krigen.
Skuespillerne bliver hjulpet godt på vej af Madsens sikre instruktion og de overvældende sætstykker, der danner rammen om et opslugende, gammeldags univers, hvor cigaretrøg former tåger i Københavns natteliv, hvor ondskaben lurer rundt om hvert hjørne, og hvor ærlige betjente bunder sprut på arbejdet. I de forkerte hænder kunne “Edderkoppen” let have udartet sig til en ufrivillig komisk fadæse med sine kulørte karakterer og prangende æstetik. Men Madsen og forfatter Lars Kjeldgaards thriller er en vidunderlig, absorberende hyldest til film noir, der ofte leger med veletablerede konventioner og klicheer og kun sjældent forfalder til dem.
Manuskriptforfatter Lars Kjeldgaard og instruktør Ole Christian Madsen kommenterer hvert enkelt afsnit. Det er utroligt, hvor få pauser mændene holder, og hvor sjældent de gentager sig, når nu de er blevet bedt om at tale uafbrudt i seks timer. Hver eneste af produktionens facetter diskuteres, og de to intelligente herrer er informative, oprigtige og morsomme. Kommentarsporene er næsten lige så underholdende som serien.
Disc 2 indeholder dokumentaren “På jagt efter underverdenen” (51 min.). Det er endnu en fremragende, fascinerende dokumentar og samtidig et vigtigt historisk dokument, der er produceret for flere årtier siden, og som gennemgår den ægte historie, der er miniseriens inspirationskilde. Virkelighedens Edderkoppen-gangster interviewes, og det samme bliver bl.a. flere af de journalister, der var med til at belyse efterkrigstidens sortbørshandel. Lidt i samme dur er dokumentaren på disc 3, “Edderkop affæren” (57 min.), som til gengæld er forholdsvis nyproduceret og indeholder et væld af interessante interviews med flere af de folk, der i sin tid havde med sagen at gøre.
“Edderkoppen” er en fornem thriller og en af dansk tv-histories største triumfer. Det er mildest talt en fornøjelse at gense serien og erkende, at den stadigvæk er lige så fængslende og visuelt fortryllende, som dengang den oprindeligt blev transmitteret for snart otte år siden. Episodernes billed- og lydsider præsenteres på tilfredsstillende vis, og ekstramaterialet, som der er en del af, er yderst interessant og vedkommende. Hvis du ikke allerede ejer serien på dvd, er det værd at overveje at købe den, før den endnu engang bliver udsolgt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet