Brad Pitt skyder igen på nazisterne

Sidste gang Brad Pitt skød til måls efter nazister var i Quentin Tarantinos spaghettikrigsfilm, “Inglourious Basterds”, hvor historien om 2. verdenskrig blev omskrevet, så jøderne kunne få den sødeste (og blodigste) hævn. Det var ren fantasi. Fantasien er i “Fury” erstattet med slidte larvefødder, som pløjer sig igennem Europas krigsmudder, på den kampvogn, der bærer titelrollen. I den her udgave af de sidste dage af 2. verdenskrig er verden grim og mudret, og krig er noget, man gør ved hinanden for at dræbe. Det gør Brad Pitt.

“Fury” er en lille storfilm. Et nedslag på en enkelt kampvogn og dens besætning på fem tilpas forskellige soldater, hvor de fire har været med siden General Patton jagtede nazister i Afrika. Nu er klokken slået langt over D-dag. Vi er i foråret 1945. De sidste nazister skal skydes på vejen mod Berlin. Men det skal ske med et nyt femte medlem. Den nye mand, der er født efter 1. verdenskrig, må selv gøre rent efter sin sprængte forgænger. Velkommen til. Det er i mødet mellem Logan Lermans uskyldsrene krigsjomfru, Norman, og så de fire garvede dræbermaskiner, at “Fury” bevæger sig fremad mod mere krig og død.

Det store spørgsmål, der stilles i den lille film, er: Kan uskylden og idealerne overleve krig? Kan man skyde en mand i ryggen og leve videre uden ar? Svaret er som regel nej i de bedste krigsfilm lige fra “Lawrence of Arabia” til “Homeland” på tv. Men det er dog lidt lettere, når man gemmer sig inde i en kampvogn som soldater på dåse. Fornemmelsen derindefra er klaustrofobisk. Som det bedste spil “Battlefield”, hvor et begrænset perspektiv giver paranoiaen frit spil: Hvor er fjenden!? BUM! Fury er ramt af en usynlig fjende. Brad Pitts Don spejder og kommanderer fra toppen af vognen, imens der lades og afsendes et effektfuldt svar: BUUUM!. En gang til! Næste bane!

Det er i de fortættede, intense kampscener, at “Fury” fungerer bedst. Oplevelsen af at være spærret inde i en krigsmaskine af metal kan næsten sammenlignes med krigsklaustrofobiens førstefilm, “Das Boot”, hvor hjælpeløsheden er total, indespærret i Wolfgang Petersens tyske ubåd. Som i “Das Boot” er det ikke bare den ydre krig, der udkæmpes, men også en indre blandt besætningsmedlemmerne. Her er særligt Jon Bernthals destruktive røvhul, Grady, et karismatisk bekendtskab, når han sammen med Shia LeBeoufs Boyd og Michael Peñas Gordo sarkastisk skråler: ”Det bedste job, jeg har haft!

Uden for vognen er der mindre action og mere alvor. Norman må lære at dræbe en tysker, hvis han vil være en rigtig del af holdet. I dén interne kamp spiller Lerman og Pitt energisk, hadkærligt op imod hinanden i et mærkeligt far-søn-forhold. ”Krig handler om at dræbe,” forklarer Don pragmatisk faderligt til Norman. Nazisterne skal dø, hvilket ikke er så unormalt i amerikanske film om 2. verdenskrig. Det er derimod mere unormalt, at tyskerne taler tysk. Det gør de i “Fury”, hvilket blot tilføjer et lag til den autentiske tone, som de mudrede larvefødder slår an fra begyndelsen.