Klovn Forever
Udgivet 23. sep 2015 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Der er gået fem år siden sidst. Siden Frank og Casper tog deres klovnede tv-serie-univers ind i “Klovn: The Movie”, der fik 20 procent af befolkningen i biografen for at følge komikernes Tour de Fis’ på Gudenåen. Dengang skulle Frank vende sig til tanken om måske at få et barn. Nu har han to. Casper er single og vælter i fis’, imens Frank går til babysvømning. Venskabet er truet, hvilket endnu et roadtrip må råde bod på. Frank og Casper goes to Hollywood!
Således er Tour de Fis’ denne gang erstattet med en sidste ‘tys-tys-aften’ i Hollywood, hvorfra Frank vil hente Casper hjem. De er jo yin og yang som i intrografiken, hvor O’et i Klovn er erstattet med det kinesiske duotegn. De fuldender hinanden. Det gør de bedst, når de holder sig til de små pinlighedssketches, der kendetegnede tv-serien, hvor hæmningsløse Casper grænseoverskrider Frank til at dumme sig. Til at bryde de sociale normer om, hvad man bør gøre. Man bør eksempelvis ikke groft stereotypificere sorte og indianere over there. Men det gør den selvfede og klovnen. Igen og igen ud på det herligt pinlige overdrev., hvor selv den stiveste pik og dyresex hører hjemme.
Men det skrider ikke kun fremad mod flere pinligheder. For i modsætning til inspirationskilden hos “Hangover”-drengene så har de danske roadtrip-klovne noget de vil. Pinlighederne har en mening. For selv om Casper er for usandsynligt langt ude, så findes Frank i de fleste. Der har haft en vild ungdom, men nu er blevet sat. Med børn og en rutinekone, som han jo elsker, men måske ikke begærer helt så meget som de smukke unge. Det er klassisk midtvejskrise. Sker for de fleste. Nogen får børn og flytter i parcelhus, imens andre bliver boende i den lille lejlighed i byen. Ungdommen forsvinder, imens minderne om dengang står skrevet i en venskabsbog.
En treer er vist allerede på vej. Måske “Klovn Begins”? En prequel? Nej. “Klovn” ér Casper Christensen og Frank Hvam. Deres kemi kan ikke kopieres. Den er alene værd “Klovn Forever”, der som “Game of Thrones” måske har vanskeligt ved stadig at chokere, men som stadig levere det, den lover.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet