Last Witch Hunter, The

InstruktionBreck Eisner

MedvirkendeVin Diesel, Elijah Wood, Michael Caine

Længde106 min

GenreAction, Adventure, Fantasy

IMDbVis på IMDb

I biografen14/01/2016


Anmeldelse

The Last Witch Hunter

3 6
Vin D fanget i fantasy-regneark

Det starter godt. En lille gruppe mænd i rustninger og pelskapper går gennem et øde, snedækket landskab hen mod et gigantisk, dystert træ, mens kameraet skifter fra det ene overdådige helikopterskud til det andet. Men allerede med det første nærbillede begynder problemerne. Vin Diesel er uden tvivl bedre end sit rygte, men han er om noget en karakterskuespiller, der er bedst som en ganske bestemt type. Han er simpelthen ikke troværdig som middelalderkriger. Slet ikke, når han bliver påklistret et latterligt vikingeskæg, der ligner noget købt i Spøg & Skæmt.

Manuskriptet er skrevet af Matt Sazama og Burk Sharpless, der åbenbart er blevet de nye dark fantasy-forfattere i Hollywood. De skrev også manuskript til “Dracula Untold”, og i næste måned får endnu en af deres film, “Gods of Egypt”, premiere. Det er tidligt at karakterisere deres oeuvrepå baggrund af tre film, men jeg synes allerede, jeg kan se tendenser. Man tager en klassisk myte eller et monster fra rodekassen, iklæder vedkommende en moderne genfortolkning med tryk på det rå og dystre og fylder så ud med lidt løst fra ‘Karakterudviking og plottwists for dummies”. Til sidst pyntes der med en række prominente og/eller højtelskede skuespillere, der jo også skal have brød på bordet. Hokus pokus: Så har man en film.

Vin Diesel, der desværre er fælt fejlcastet her, får selskab af Elijah Wood og Michael Caine som hans medhjælpere i jagten på den onde, onde heksedronning. Man må håbe, at de er blevet godt betalt. Der er i hvert fald langt fra Caine i denne film og til ugens anden premiere med ham. Rose Leslie spiller en kvindelig heks, der (selvfølgelig) indlægges til et romantisk subplot. I betragtning af, hvor godt hun klarede actionsekvenserne i “Game of Thrones” som Ygritte, er det synd, at hun her ikke får lov til andet end at lege ungmø i nød. I det mindste er persongalleriet holdt på et minimum. Jeg talte 15 navngivne karakterer, hvoraf de fem ikke havde mere end to linjer.

For i Sazamas og Sharpless’ manus-formel står der, at der kun er brug for 15. Det føles som en maskine, hvor plotelementer kun er til for at opstille actionscener, man gerne vil have med, eller til at skabe overgang fra en lokalitet til den næste. Det giver indtryk af en film, der er skrevet i et regneark; konstrueret til at opfylde ganske bestemte kriterier, som en marketingafdeling har defineret. Kendt actionstjerne: Tjek. Dyster fantasy: Tjek. Gigantisk katedral med foruroligende præster: Tjek. Actionscene i brændende bygning: Tjek. Traume over død datter: Tjek. Sidste øjebliks plottwist: Tjek.

Men det virker. På en måde. Når man bare ikke tænker nærmere over det. Problemet dukker op i det samme øjeblik, det er slut. Fordi plottet er så konstrueret, som det er, hvor det er regnearket frem for en historie, der driver værket, så hænger det ikke sammen. Magien mangler. I en scene får vi at vide, at den onde, onde heksedronnings plotplan skal stoppes på en ganske bestemt måde, ellers er verden fortabt. Det sker så ikke, men i sidste øjeblik reddes alting alligevel. Årsag? Åbenbart, fordi filmen skulle slutte. Det stod i regnearket.

Og “The Last Witch Hunter” er et effektivt stykke med fantasy i excel. Det er den største ros, jeg kan give den, inden jeg glemmer den. Videre til guder i Ægypten, formlen virker, tjeklisten er klar. Bare der ikke er udsolgt af gude-kostumer hos Spøg & Skæmt.


Kort om filmen

I “The Last Witch Hunter” er Kaulder det sidste, der står som forsvar af menneskeheden imod historiens mest frygtindgydende hekse.