A Mighty Heart
Udgivet 14. sep 2007 | Af: filmz-Flaming Homer | Set i biografen
“A Mighty Heart” er en stærk og fængslende skildring, og selvom der ikke kan herske tvivl om fortællingens udfald (i hvert fald ikke for dem der kender til sagen) så formår filmen alligevel at indfange sit publikum. Det bliver rent faktisk spændende.
Dog forfører den medrivende handling os på bekostning af det mere nuancerede portræt af en kompliceret konflikt. Winterbottom prøver på den ene side ganske sympatisk at give et flertydigt billede af situationen i de arabiske lande og det klassiske kultursammenstød mellem øst og vest. Og ligesom “The Road to Guatanamo” styrker han bevidst skildringens autenticitet ved hjælp af grynede håndholdte billeder, som bringer publikums tanker hen på dokumentarfilm. Men samtidig søger han i højere grad, end man måske havde ventet af en film, som ellers gør sig store anstrengelser for at virke troværdig, at tilfredsstille vores blåøjede tro på en endelig sandhed. Og ikke mindst tilfredsstiller filmen de mere primitive menneskelige behov for at se de rette blive fundet og straffet, når det måske ville have virket mere sammensat at understrege den usikkerhed, der altid vil lure, selv efter vi tror, vi har identificeret og fanget de rette.
“A Mighty Heart” er en spændende film, som river sit publikum med på lidt af en rejse igennem den komplicerede konflikt i Mellemøsten. Portrættet af den myldrende storby Karachi illustrerer smukt hvor uigennemskuelig samme konflikt rent faktisk er. Desværre sætter instruktøren Winterbottom noget af filmens autenticitet over styr, fordi han samtidig har skabt en spændingsfilm, hvor gråzonerne gerne forsvinder for at give publikum entydige svar og en entydig tilfredsstillelse.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet