Mother’s Day
Udgivet 3. maj 2016 | Af: paideia | Set i biografen
Mærkedage sælger. Det er derfor nærliggende at tro, at nogen har kigget på, hvor mange penge “Valentine’s Day” fra 2010 og den uinspirerede “New Year’s Eve”, der fulgte året efter, tjente og konkluderet, at det vist var på tide at finde endnu en mærkedag at lave en romantisk ensemblekomedie over. Så selvfølgelig bliver den nu 81 år gamle og semi-pensionerede Garry Marshall shanghajet til at instruere igen. Han er måske det oplagte valg, eftersom han instruerede de første to, men jeg mistænker, at den virkelige grund var, at man gerne ville kunne skrive ”Fra instruktøren af ‘Pretty Woman'” på plakaten.
Vi har den fraskilte mor, den nybagte mor, moderen, der bortadopterede sit barn, mødre og døtre, der ikke har talt sammen i årevis, en familie med to mødre og så en enkelt enlig far, der også må udfylde rollen som mor. Forventeligt nok krydser deres historier undervejs som oftest med komiske optrin, som da faderen forsøger at købe tamponer til sin teenagedatter, mens den fraskilte mor flirter akavet med ham. Shakespeare er det altså tydeligvis ikke, men her kommer så chokket: jeg vil vende mig mod, hvad jeg formoder er, den samlede danske og internationale presse og erklære, at jeg faktisk syntes, at det var en ganske underholdende film.
“Mother’s Day” er bedst, når den tør udforske de sære situationer, som personerne ender i. Flere gange får de lov til at køre så længe, at det bliver dumt og så sjovt igen, som da Anistons karakter bryder sammen på en parkeringsplads i en fem minutter lang tirade over eksmandens nye og meget unge kone. Den er til gengæld værst, når den med et glimt i øjet refererer til tidligere film fra samme instruktør eller med samme skuespillere; særligt Julia Roberts og Hector Elizondo burde vide bedre. Derudover burde det være en regel i film, at hvis man absolut skal have scener med stand-up med, så skal de også være de sjoveste i filmen, hvilket kun sporadisk er tilfældet her.
Jeg er ikke på vej til at udråbe “Mother’s Day” til, nå ja, nogen ny “Pretty Woman”, men som let underholdning, der ikke kræver voldsomt meget hjerneaktivitet, men rummer tilpas meget gennemtygget livsvisdom, til at man kan overbevise sig selv om, at man ikke fuldstændigt har spildt tiden, så er “Mother’s Day” et ganske udmærket bud. Du kan passende invitere din mor med ind og se den. Det er i øvrigt også alt for lang tid siden, du sidst har ringet til hende.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet