Der kan så sandeligt være ensomt i den britiske middelklasse, hvis den tolkning da overhovedet kan udledes af Richard Eyres “Notes on a Scandal”, der er baseret på Zoe Hellers fortræffelige novelle af samme navn. Under alle omstændigheder er det ensomhed, der agerer fællesnævner for både den skraptantede gammeljomfru, Barbara Covett (Judi Dentch), såvel som den frivole furie, Sheba Hart (Cate Blanchett). De to væsensforskellige madammer mødes under embeds medfør, da sidstnævnte ansættes som kunstlærer på den lokale skole, hvor Covett har haft sit mangeårige virke, men arbejdslivets fællesskab udvikler sig hurtigt til andet og mere, nemlig et ganske aparte venskab.

Særligt på skuespilfronten er “Notes on a Scandal” en vellykket kraftpræstation og har da også udløst fortjente Oscarnomineringer til både Judi Dentch og Cate Blanchett, om end filmen egentlig rummer dybe og velfunderede karaktertegninger over en ganske bred karm. Særligt interessante er selvfølgelig den aldrende og dagbogsskrivende Barbara Covett og den unge Sheba Hart, der udlever et anderledes uinspirerende bohemeliv med sin noget ældre ægtefælle, Richard (Bill Nighy), og parrets to børn, den humørsvingende datter, Polly (Juno Temple), og sønnen Ben (Max Lewis), der lider af downs-syndrom. Sammenstødet mellem de to personligheder er kort og godt en udsøgt nydelse.

Venskabet bliver imidlertid ikke helt så gnidningsfrit, som det først turde antages. Afsløringen af en moralsk forkastelig affære med Sheba i hovedrollen sætter sit udtalte præg på forholdet mellem de to skolelærerinder. Det kaster ligefrem Covett ud i lidt af et dilemma, hvor både personlige følelser og moralske standpunkter bliver altafgørende incitamenter for filmens videre udvikling. Helt ud i tovene ryger den livserfarne matrone dog ingenlunde; det er hun simpelthen for udspekuleret og dreven til. Men hun får da på rekordtid vendt op og ned på sin nye venindes konforme om end excentriske familieliv.

Den eksplosive handling tager undervejs et par højst uventede drejninger, hvor Barbara Covett ganske urimeligt lukrerer på sin stilling som venskabelig støtte og kender af den utroskab, der så nødigt tåler at se dagens lys. I den forstand tjener Patrick Marbers yderst velskrevne manuskript til filmens ære. Nu handler “Notes on a Scandal” nemlig heller ikke kun om ensomhed, men rummer en gedign behandling af hele det emotionelle følelsesregister, ikke uden kraftige seksuelle og endog lesbiske undertoner.

Gammeljomfruens knugende jaloux facon præger i den grad udformningen for resten af den intrigante fortælling, der udvikler sig i regulær kriseramt retning. Det er en særlig udsøgt charme for “Notes on a Scandal”, at sympatien indledningsvis ganske vist ligger helt og holdent hos den gamle, pensionsklar frille, alt imens den knap så regelrette Sheba Hart endnu ikke kender til spillets firskårne regler. Sådan fortsætter det grangiveligt ikke, og alt tyder på, at rollerne for og indtrykkene af de to hovedrolleindehavere vil skifte mere end én gang undervejs før allersidste tæppefald.

Mens venskab med tiden bliver til fjendskab, og overraskelserne bare hober sig op, udvikler “Notes on a Scandal” sig til en let ensidig skyttegravskrig, hvor Covetts selviscenesættende facon til dels minder om Glenn Closes hæderkronede ditto i “Farligt begær”. Selve disputten bæres forfriskende frem af et velafbalanceret og højt tempo, der bestemt aldrig bliver for langtrukkent eller kedsommeligt. Tværtimod. Fortællerytmen hører så ubetinget til forcerne og medvirker til at servere dette veloplagte og sofistikerede britiske menneskedrama på et sølvfad.

“Notes on a Scandal” vil ikke gå over i historien for forskønnende æstetikker eller voluminøse lydkulisser. Men hvad gør også det, når filmen fortæller en stærk og fast sammentømret historie, der rummer et velslebet persongalleri, stærke sidehistorier og ikke mindst en række vedkommende tematikker centreret omkring de to – på hver sin måde – særegne fruentimmere, der bevidst eller ubevidst har valgt en lidt anderledes leveform.

VideoBilledsiden leveres i et 1.85:1 anamorphic widescreen format, der er rimeligt, om end det ikke hører til udgivelsens allerstørste styrker. Der er eksempler på myrer i billedet, edge-enhancement og anden digital støj, og filmens beskæringer er tillige generelt ikke voldsomt imponerende. Alligevel er der tale om et jævnt transfer, der bestemt kunne have været bedre, men tydeligvis heller ikke har haft det største forventningspres i produktionsfasen.

AudioDet britiske Dolby Digital 5.1 lydspor gør godt brug af alle lydkanaler og fordeler fint lydeffekter og den veltilpassede underlægningsmusik. Også dialogerne klarer sig godt og går rent og klart igennem. Den eneste afgørende anke kunne være, at filmens univers godt i større grad kunne have været understøttet af en diversitet i lydeffekterne.

EkstramaterialeMed udgivelsen følger en lang række ekstramateriale, der blandt andet omfatter kommentarspor af instruktøren Richard Eyre, en solid portion featuretter bag om filmen, interviews samt den traditionelle trailer. Det er en ganske veloplagt kollektion, der ikke efterlader meget tilbage at ønske. Relevant og interessevækkende er det i hvert fald.