Sessions, The
Udgivet 7. mar 2013 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Når man har set en film, er det sommetider svært at sige, om man kunne lide den eller ej. Den var måske udmærket, men heller ikke særligt bemærkelsesværdig. Den var da sød, men den havde også mangler. Man funderer ikke over filmen, mens rulleteksterne ruller, og det vil man sikkert heller aldrig gøre i fremtiden. Sådan en film er “The Sessions”. Sød og sympatisk. Middelmådig og strømlinet.
“The Sessions” er en nogenlunde film. Det er en rar film. Flink og gemytlig. Netop derfor er den også en lettere intetsigende oplevelse, der gerne vil være livsbekræftende, men desværre vil den det så meget, at den ender med at være en decideret tam oplevelse i al sin pænhed. Alligevel rummer “The Sessions” en ærværdig varme og en medmenneskelighed, der gør filmen seværdig, hvis man altså kan abstrahere fra de mange (alt for) sympatiske tiltag. Den forfalder da gudskelov aldrig til melodrama eller selvmedlidenhed i dens fortælling om kroppens naturlighed.
Den katolske skyld bliver også taget under kærlig behandling i “The Sessions”, der dog ikke giver sig tid nok til at undersøge, hvor vigtig troen er i Marks liv. Han søger ikke blot konsultation i kirken, men også via et gudebillede af Jomfru Maria, der med sine triste øje virker til at guide ham videre i livet. Mere bliver det dog heller ikke til inden for kirkens fire vægge. Samtidig spiller den katolske skyld også en rolle i Marks forhold til sexterapeuten Cheryl, der tidligere har droppet at være katolsk for i stedet at omfavne jødedommen. Det er derfor ikke kun Marks jernlunge, men også hans skam over for sin religion, der er med til at blokere hans seksuelle udfoldelser. Dette er et interessant dilemma, som Lewin dog aldrig udforsker til fulde, og i stedet fokuserer han desværre hovedsageligt på at klemme et par jokes ud af situationen.
På den måde bliver det religiøse sidespor hele tiden spærret af den centrale – og mere ligetil og uinteressante – historie. Der er ingen tvivl om, at fortællingen om Mark O’Brien er en både hjertevarm og væsentlig historie, der pointerer, at sex er en naturlig del af mennesket uanset ens kropslige situation. Men “The Sessions” savner nuancer og kant. Den er simpelthen for pæn, poleret og uambitiøs, og resultatet er derfor en noget middelmådig omgang, som har gode intentioner, men som bare aldrig tør kæmpe for at ende som andet end en mildt underholdende oplevelse.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet