When You’re Strange
Udgivet 29. jun 2010 | Af: kilgore | Set i biografen
For 45 år siden dannede en gruppe unge mænd med musikalsk tæft et rockband. Navnet blev The Doors. Det blev til adskillige albums og et hav af skandaleombruste koncerter, før bandet afgik ved døden sammen med dets karismatiske forsanger Jim Morrison. Det er rockhistorie af den helt store slags, som nu er omsat til dokumentarform i Tom DiCillos “When You’re Strange”.
Instruktøren Tom DiCillo fortæller med “When You’re Strange” i bedste behind the music-stil om The Doors’ særegne karakter, den unikke lyd, om gruppens medlemmer og deres op- og nedture (særligt de sidste) – konstant med forsangeren Jim Morrison som det gådefulde og dynamiske centrum. Undervejs spinder det ene hypnotiske Doorsnummer efter det andet selvfølgelig på lydsiden, akkompagneret af billeder, der – når det fungerer bedst – er stemningsmættede fortolkninger – men når det er værst bliver lidt tamme illustrationer, som f.eks. når filmen ved Morrisons død viser en flamme, der går ud.
Som i Oliver Stones Doorsfilm fra 1991 udgør Morrison filmens vridende epicenter. Stone udlagde Morrison i Val Kilmers overbevisende spil som en indiansk shaman, der i syretrippets ekstase udvidede sin bevidsthed, men samtidig deltog i en hvirvlende dans mod selvdestruktion. Frem for shamanisme fokuserer DiCillo i stedet på spændingen mellem Morrisons utilpassede indadvendthed og rollen som provokerende og ombejlet ikon. I sin søgen efter svar på gåden Morrison graver DiCillo ned i breve, som blandt andet afslører et kærlighedsløst forhold til en far, der som admiral i den amerikanske flåde sendte bombefly ind over Vietnam, alt imens sønnen sang om død og undergang i “Riders on the Storm” og “The End”. Det er i sådanne sammenstød, at filmen står stærkest.
“When You’re Strange” er et pulserende trip ind i ungdomsoprørets syrede 60’ere, hvor The Doors besad en større strangeness end nogen andre af tidens bands. I arkivklip fra dengang føres man som tilskuer tilbage og op på scenen eller ind i øvelokalet, hvor genialiteterne blev udvundet af de fire medlemmer. Det kan betvivles, hvor meget nyt filmen bibringer til legenden om The Doors, men Tom DiCillos film er ikke desto mindre et fint sted at begynde, når dørene til bandets univers skal åbnes.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet