My 50 Dates with Drew

Med manden bag “Nutty Professor 2: Familien Klump” i instruktørstolen og barnlige gøglere som Adam Sandler og Rob Schneider foran kameraet lå det i kortene, at “50 First Dates” bare ville ende som endnu en forglemmelig og pueril farce på de førnævnte herrers respektive CV’er. Men sådan skulle det ikke gå. Heldigvis. Stik imod al forventning endte “50 First Dates” med at være en af 2004’s bedste komedier og i øvrigt en forbavsende romantisk og original en af slagsen.

Mange nyere, såkaldte romantiske komedier har ikke den mindste snert af romantik i sig og omhandler kyniske kvinder og (hovedsageligt) mænd, som er bedøvende ligeglade med, hvor mange knuste hjerter de efterlader på vejen til den ultimative stegs/silds lagner. I første omgang virker Sandlers karakter i “50 First Dates”, Henry Roth, som en usympatisk charlatan af samme art. Han scorer kvindelige turister på stribe og stikker halen mellem benene, så snart et længerevarende forhold kommer på tale. Og da Henry møder den søde hawaiianer Lucy, træder han i karakter som en haj, der har fået færten af blod – drevet udelukkende af lyst og instinkt. For Henry er Lucy blot endnu en udfordring… endnu en potentiel tilføjelse til hans allerede alenlange liste af engangsknald.

Men så snart man er parat til at afskrive “50 First Date” som endnu en plat og usmagelig hyldest til samvittighedsløs manipulation, begynder Peter Segals film at hoste op med sine mange positive overraskelser. Lucy viser sig at lide af hukommelsestab, så hver morgen, hun vågner, har hun glemt alt om den forgangne dags hændelser. Og Lucy er hverken dum eller promiskuøs, så hendes lidelse stikker en kæp i hjulet på Henrys suspekte planer. Nærmest imod sin vilje forelsker Henry sig i Lucy. Hendes utøjlelige energi og varme smil har smeltet Henrys kolde hjerte, og han får endelig (og for alvor) lov til at mærke, hvor ondt kærligheden kan gøre under sin lange og tilsyneladende umulige kamp for at få Lucy helbredt.

Sagt med andre ord: Henry begynder så småt at blive enormt sympatisk, og “50 First Dates” forvandler sig fluks fra en infantil farce til en gedigen romantisk komedie. Okay, det ville være en overdrivelse at betegne “50 First Dates” som et skelsættende studium i kærlighedens væsen på linie med “Da Harry mødte Sally” eller Woody Allens storværker – men det ville samtidig være en underdrivelse at hævde, at “50 First Dates” blot matcher sin genres standard. Man kan relatere sig til karaktererne, og selvom enhver film med Sandler i hovedrollen naturligvis vil være forrykt til en vis grad (og det er “50 First Dates” så sandelig også), så svælger den ikke i nonsens eller pruttejokes, og den er sød, men aldrig for sentimental.

Der er altså romantik i denne romantiske komedie, men hvordan fungerer filmens komiske indslag? Sædvanligvis fortræffeligt. Adam Sandler og Drew Barrymore har en fabelagtig kemi. Barrymore er charmerende og veloplagt som altid, mens Sandler leverer sin karrieres mest modne og nuancerede præstation næstefter hans fænomenale indsats i P.T. Andersons “Punch-Drunk Love”. Selv den sædvanligvis enerverende og overgearede Rob Schneider gør positivt indtryk i rollen som Henrys bedste ven, den sexfikserede hawaiianer Ula. Nogle jokes falder til jorden, og en lidt sløv midterdel afløses af en lidt forhastet, afrundende akt. Men modsat Lucys oplevelser og mange af sine artsfæller ryger “50 Først Dates” absolut ikke i glemmebogen allerede 24 timer efter første gennemsyn.

Video

Præsenteret i 1080p/MPG2 2.40:1. “50 First Dates” var en af de allerførste BD-udgivelser, som nogensinde blev udgivet i USA, og denne europæiske udgivelse benytter sig af det samme gamle transfer, som ikke kan måle sig med markedets nyeste af slagsen. Uskarpe skud optræder en sjælden gang imellem, men billedet er oftest skarpt, og hverken komprimeringsfejl, udtværing eller edge-enhancement forekommer. Kontrasten er sjældent flad, men farverne er til tider forbavsende matte. Hawaiis frodige, grønne marker og bjerge virker indimellem en smule kulørdrænede, og farvetemperaturen vakler undertiden en smule fra skud til skud.

Audio

Af uransagelige årsager indeholder skiven både et ukomprimeret spansk PCM-lydspor og et ukomprimeret italiensk PCM-lydspor, men filmens oprindelige, engelsksprogede lydside gengives kun i almindelig Dolby Digital 5.1. Javist, lydsporet har en hæderlig bitrate på 640 kbps, men til tider kan man sagtens mærke, at komprimeringen forhindrer de højeste og dybeste toner i at opnå den klang og klarhed, som de formentlig kunne have opnået via et ukomprimeret mix. Lydsporet har dog en udmærket bund, men filmens lyddesign er intet særligt. Baghøjtalerne bidrager sjældent med noget tilnærmelsesvis mindeværdigt, og den auditive atmosfære er derfor lidt kedelig. Replikkerne er tydelige, men også lidt flade. Støj forekommer aldrig, og musikken folder sig ofte fint ud.

Ekstramateriale

Desværre indeholder denne Blu-ray ikke alt ekstramaterialet fra den oprindelige dvd-udgivelse. Dvd’ens slettede scener, musikvideoer og dokumentarer er ikke inkluderet i denne ombæring, men det er kommentarsporet med instruktør Peter Segal og Drew Barrymore til gengæld, som er så morsomt, at manglen på relevante informationer om filmens tilblivelse hurtigt fortrænges. Derudover medfølger syv minutters ganske morsomme fraklip og den ligegyldige dokumentar “Talkin Pidgin'” (5 min.), som underviser seeren i hawaiiansk slang.

Efter et vellykket samarbejde i “The Wedding Singer” forsøger Adam Sandler og Drew Barrymore at gentage succesen i “50 First Dates”. Kemien mellem de to fungerer stadig, men manuskriptet er for svagt. Selvom filmen har sine romantiske øjeblikke, er humoren alt for forudsigelig og da filmen ikke kan bestemme sig for hvad den vil, ender det hele i en rodet affære.

Hawaii: slår man stedet op i et feriekatalog, vil man finde et paradislignende sted med skønne naturscenerier og et guddommeligt klima. Hvad kataloget ikke viser er, at hovedparten af øgruppens boboerne render rundt med en eller anden form for underlig skavank – eller sådan er det i hvert fald ifølge “50 First Dates”. Det er omkring filmens hovedperson at man støder på disse underlige figurer; hans bedste ven har et evigt opsvulmet øje og en tilsvarende vom. En anden er en læspende steroidbruger. En tredje lider af hukommelsessvigt og gennemlever den samme dag igen og igen. En fjerde ligner en mandlig lastbilchauffør, men er en kvindelig dyrlægeassistent… osv.

Når hovedpersonen bliver spillet af en afdæmpet Adam Sandler (som normalt er kendt for sine unormale roller) og samtidigt bliver stillet over for ovenstående udvalg af underlige skavanker, er det selvfølgelig for at få ham til at fremstå som nogenlunde normal – i hvert fald normal nok til at kunne indgå som den ene part i et kærlighedsforhold og virke overbevisende. Når anden part spilles af Drew Barrymore fungerer kemien, og man forstår hvorfor deres figurer finder sammen.

Til birollerne hører bl.a. Sean Astin som er vendt tilbage til den slags utaknemmelige roller som han hovedsageligt spillede før “Ringenes Herre”, og Rob Schneider tåger bare rundt i en hashsky. Sandler og Barrymore er takket være den gode kemi de eneste som egentlig har noget af byde på.

Filmens omdrejningspunktet er Lucy og Henrys næsten umulige kærlighedsforhold. Hun har slået hovedet og fået en elendig korttidshukommelse. Da Henry endelig har fået vundet hendes opmærksomhed, har hun glemt ham næste morgen – så sådan fortsætter det dag efter dag. Hver eneste morgen må Henry så indlede forbindelsen med hende igen. Til opgaven får han hjælp og støtte af en række underlige eksistenser – mennesker såvel som farvandets dyr. Filmen lægger sig til tider op af den charmerende “En Ny Dag Truer” (“Groundhog Day”) og Farrelly-brødrenes udelikate humor.

Humoren er desværre ikke på højde med inspirations-kilderne, nærmere på lavde med sketchene i “Finn’sk Fjernsyn”. Størstedelen af “morsomhederne” er nemlig så forudsigelige, at man kan spotte deres udfald uger i forvejen. Hvorfor hænger Sean Astin lige pludselig i en lysekrone? Nå ja, for at han kan falde ned med et bump… Dog findes der sjove og tiltalende scener, f.eks. en lille reference til en af Sandlers sjoveste film, “Golfbanens Skræk” (“Happy Gilmore”), samt Henrys sang til Lucy. Det kan dog ikke skjule at fortællingen er fyldt af et utal af unødvendige og “morsomme” episoder som bare er afvigelser der forsøger at skjule at manuskriptet hverken er sjovt eller romantisk nok til fungere i spillefilmslængde.

Mulighederne ligger ellers ligefor. F.eks. berører filmen meget kort et sideliggende tema om hvordan kærligheden kræver daglig arbejde for at fungere, men i stedet for at følge op på de forskellige tråde som filmen har lagt ud, får vi bare de samme vittigheder kastet i hovedet igen. Det er svært at se hvad filmen vil. Prøver den at være underholdende, alvorlig eller begge dele? Det bliver kun til lidt af hvert og alt i alt er det for lidt.