Reaching for the Moon
Udgivet 16. okt 2013 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Trekanten er nu engang mere interessant og kantet end to sider af samme sag. Bare spørg Pythagoras. Eller Sam og Frodo. Hvad ville de være uden Gollum? Kedelige. “Reaching for the Moon” giver mig ret. Et sitrende, eksotisk trekantsdrama er, hvad jeg fik serveret i Bruno Barretos film om tre forelskede (den ene lidt mere end de to andre) kæmpeegoer, der mødes i en paradisjungle i 1950’ernes Brasilien.
Elisabeth skal besøge sin amerikanske studieveninde, blondinen Mary, og hendes kæreste Lota, der med sit markerede kæbeparti og rå, maskuline energi ikke bare ender med at stjæle begge amerikanske kvindehjerter, men også enhver scene den brasilianske bulderbasse betræder. Kort efter ankomstscenen er Elisabeth erobret og hendes returbillets afgangsdato ændret til uvis. Den storcharmerende alfa Lota får det endda så fikst fikset, at Mary bliver overtalt til at blive. Men ikke uden protester. I en præcist billedfortalt scene bringer Lota sit nye kærlighedsbytte Elisabeth hjem efter romantisk udflugt. Bilen parkeres i garagen, der deler mur med huset, hvor Mary sidder ødelagt tilbage. Muren fungerer som splitskærm for os og viser tydeligt trekantens indbyggede problem. To glade i bil. Én ked i hus.
Styrken i ligningen, Lota, er også svagheden. For den historisk kendte karakter er Elisabeth Bishop, der med i bagagen fra USA har en forældreløs barndom og en ødelæggende tørstig smag for alkohol. Og hun bliver også hovedperson i filmen. Eller hvert fald den med mest skærmtid, hvor vi følger hendes navigering imellem hendes indadvendte skriblerier, dæmoniske drikkerier og den store brasilianske kærlighed. For når brættet gøres op, så er Elisabeth på alle fronter bleg i forhold til den brune Lota, der med sine megalomane arkitekturvisioner er en kunstner i samme liga som forfattergeniet Elisabeth.
Der rækkes ud efter, og den røres også næsten, månen. Men skulle der være rakt ud efter (film)stjernerne, så havde jeg gerne tilbragt mere tid med den storcharmerende, maskuline Lota, der undervejs fik mig til at glemme det unormale i den her trekantsfortælling om forbudte junglefrugter og indre dæmoner. Fik jeg forresten nævnt, at Lota er en kvinde? Det er bare i filmen så herligt ligegyldigt! Og så er den baseret på en sand historie. Det er kun ligegyldigt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet