En syngende, satirisk lussing

Den italienske instruktør Matteo Garrone scorede sig et internationalt gennembrud med hans mesterlige dystopi over det moderne Italien, “Gomorra”, i 2008. Her var det den napolitanske mafia – den såkaldte Camorra – der var centrum for filmens fem skæbnefortællinger. I “Reality”, Garrones sorthumoristiske efterfølger til “Gomorra”, er vi igen i Napoli. Et fattigt og faldefærdigt Napoli, hvor vejen til rigdom og berømmelse går gennem reality-programmet “Big Brother” – på italiensk: Grande Fratello.

Hvad er virkelighed og hvad er bare vildfarelser? Det spørgsmål må fiskehandleren Luciano (Aniello Arena) stille sig selv igen og igen i “Reality”. Som udgangspunkt lever Luciano en simpel tilværelse med kone og tre små børn. Han passer sit ikke videre indbringende hverv som afholdt fiskehandler på byens lille torv og spæder ellers til økonomien med en smart fidus, der involverer salg og videresalg af en skør, robotagtig køkkenmaskine. Stille og roligt. I det lokale shoppingcenter holder tv-programmet “Big Brother” audition, og Luciano overtales af ungerne til at aflægge prøve. Og derfra ruller bolden ellers.

Langsomt, men sikkert, bliver han mere og mere sikker på, at han er kommende deltager i det populære program. Og efter en vellykket anden samtale med producerne i de legendariske Cinecittá-filmstudier i Rom, er Luciano stensikker. Men da det vigtige telefonopkald lader vente på sig, synes virkeligheden at smuldre, og Luciano bliver desperat.

Det er et syrligt bolsje, Garrone tilbyder os i form af “Reality”. Samfundssatiren er tyk og bider sig fast i knæhaserne fra start. Filmen åbner stort og virtuost med en kameratur, der er mesteren selv, Federico Fellini, værdig. Højt hævet over Napoli zoomes der ind på en hestetrukket guldkaret midt i biltrafikken. Kareten er på vej til La Sonrisa – et nedlagt palads, der nu fungerer som hotel og ekstravagant bryllupsfestkulisse. Her er Luciano og familien gæster til én af stedets mange igangværende bryllupsfester. Marco Onorato, filmens fotograf, indfanger med et millimeterpræcist, nærmest dokumentarisk blik stedets kaos og forlorenhed. På La Sonrisa gør Big Brother-stjernen Enzo (Raffaele Ferranti) VIP-optræden ved de mange fester og lirer sit motto af: Never give up! Og her – i et flygtigt møde med kendissen – tændes der stjerner i Lucianos øjne.

Karismatiske Aniello Arena er som skræddersyet til hovedrollen som fiskehandleren med kendisambitioner. Arena er, utroligt nok, fængslet forbryder og har indspillet filmen under streng overvågning som medlem af teaterkompagniet Fortezza fra Volterra-fængslet. Virkeligheden overgår engang imellem fantasien. Med øjnene vidt opspærrede oplever man hele “Big Brother”-cirkusset igennem Arenas Luciano. Det føles ægte, og man får helt ondt i maven, da hans bror laver ondsindet telefonfis og lader, som om han ringer fra “Big Brother” med gode nyheder.