Interessant historie, kedelig film

En kold nat i marts 1984 sank en islandsk fiskerbåd under en storm. Besætningen blev enten trukket med ned i dybet eller lå hjælpeløse tilbage i det iskolde vand uden chance for at svømme tilbage til fastlandet – skulle man tro! Det fantastiske og uforklarlige er nemlig, at ét enkelt besætningsmedlem formåede at svømme seks timer i vandet og redde sig selv i land, hvorefter han kæmpede sig gennem sne og kulde ind til byen og overlevede uden varige mén. Bedriften er videnskabeligt umulig og i sig selv en hamrende fascinerende fortælling, der desværre er blevet til en dødkedelig film: “Dybet”.

Filmen starter aftenen før, at Gulli (som manden, der i dag er folkehelt på Island, hedder i filmen, og hvis rigtige navn denne anmelder har opgivet at stave) og resten af fiskerne skal af sted på den skæbnesvangre tur. Vi følger enkelte af karaktererne til en fest og ser dem den efterfølgende morgen, hvor de tager afsked med deres familier, inden de skal af sted. Herefter oplever vi dem på båden, vi ser kæntringen, følger Gulli kæmpe sig tilbage igen, og filmens sidste halvdel følger begivenhedernes efterspil. Hvordan modtages den eneste overlevende af de venner, koner og familiemedlemmer, hvis pårørende ikke overlevede ulykken? Og hvordan forholder man sig til et menneske, der har udvist i grunden overnaturlige evner? Hvordan forholder han sig til sig selv?

Det er de spørgsmål, der melder sig, og som kunne være interessante at dykke ned i. Men den anerkendte islandske instruktør Baltasar Kormákur har valgt en (alt for) underspillet og stille stil til sin film, der nok formår at levere et troværdigt portræt af Gulli som en forladt og fortabt mand ovenpå hjemkomsten, men som ikke formår at være tilnærmelsesvis vedkommende. Egentlige episoder og hændelser i “Dybet” er så sparsomme og banale (især før ulykken), at de aldrig formår at fange tilskuerens interesse, og dermed bliver fortællingen aldrig spændende eller medrivende.

Problemet grundlægges allerede under introduktionen af karaktererne, der i sig selv er både forvirrende og frustrerende. Før ulykken indtræffer, er det meget småt med hentydninger til, at Gulli skal være vores hovedperson, og filmen synes i stedet indstillet på at sætte samtlige besætningsmedlemmer i scene. Imidlertid lader de alle til at hade hinanden, og ikke én af dem fremstår sympatisk eller værd at beskæftige sig med, og som bekendt bliver alle på nær én dræbt lidt under halvvejs inde filmen. Den tid, der kunne være blevet brugt på at give os et ordentligt indtryk af Gulli og eksempelvis forholdet til hans gode ven, bliver i stedet spildt på en temmelig ligegyldig præsentation af kedelige personer, der ikke spiller nogen rolle i resten af filmen.

Dermed er Gulli, når han endelig når i land, lige så tom og uinteressant en karakter som enhver af de omkomne besætningsmedlemmer, og som tilskuer er man allerede ved at blive rimelig døsig. Det er svært for alvor at mønstre den store interesse for efterspillet, hvis man altså ser bort fra det djævelsk fascinerende i, at selve Gullis overlevelse vitterligt er så ufattelig, utrolig og uforklarlig, som filmen fremstiller den. Dette er rent faktisk en sand historie, og jeg ville hellere end gerne se en dokumentar om den. “Dybet” var derimod en fuldstændig forglemmelig oplevelse.